Skip til hoved indholdet

Kasper B. Johannsen er uddannet civilingeniør og arbejder i den rådgivende ingeniørvirksomhed Artelia. Han har specialiseret sig i indeklima og sunde boliger og er en del af det rådgiverteam, der er i gang med at indsamle viden om MCS-venlige boliger.

- Vi er et stærkt hold af rådgivere med hver vores kompetencer, der sammen udvikler anbefalinger til, hvordan vi kan bygge boliger, som mennesker med MCS kan tåle at bo i. Det er et spændende projekt, hvor vi skal have en lang række punkter til at gå op i en højere enhed. Vi skal finde de materialer og den byggeteknik, der understøtter et sundt indeklima for mennesker med MCS. Vi skal have styr på luften gennem ventilation og zoneopdeling, og vi skal skabe udearealer, hvor mennesker med MCS kan tåle at opholde sig. Oveni det er der økonomien, som også spiller en væsentlig rolle for de valg, der skal træffes. Det er en stor opgave.

- Når vi arbejder med boliger til mennesker med MCS, er tilvalg et vigtigt nøgleord. Som fagfolk kan vi skabe nogle gode rammer ud fra den viden, vi har, og den økonomi, der er til rådighed. Vi skal tage hensyn til så mange som muligt og lade beboerne vælge til. For nogle mennesker er bestemte blomster og stearinlys livskvalitet, mens andre får det dårligt, selv om udluftningen er i top. Derfor skal der være mulighed for, at den enkelte beboer kan vælge det til, som øger livskvaliteten, og holde sig fra det, som forværrer MCS-symptomerne.

- Det er alfa og omega at styre luften i boligerne. Det kan man gøre med et godt ventilationsanlæg og ved at inddele boligerne i zoner. Når man kan lukke af til brygges og køkken, kan man holde partikler udefra i entréen og sikre, at partikler fra madlavningen ikke spreder sig til hele boligen. Zoneopdeling og et godt luftskifte er vigtige greb til at sikre et sundt indeklima.

- Vi skal nedbryde fordomme om de materialer, vi bruger, og skabe en ærlig fortælling om MCS-boligerne, så kommende beboerne har et oplyst grundlag at flytte ind på. Beboerne skal vide, hvad der er i konstruktionen, hvordan ventilationen fungerer, og hvilke planter der er på fællesarealerne. Vi skal være tydelige om de valg, vi træffer, og skabe en gennemsigtig og ærlig fortælling om byggeriet. Vi har haft mange drøftelser og er blevet meget klogere undervejs i processen. Jeg håber, vores indsats kommer til at gøre en forskel for mennesker med MCS, og at den også vil gavne alle andre.