Tillykke til Anders!
Efter et langt og dedikeret arbejdsliv som ejendomsfunktionær i Ringgården har Anders Pedersen fået Den kongelige Belønningsmedalje. Den sætter kronen på værket efter 45 år i beboernes og fællesskabets tjeneste.
Anders blev fejret ved et uformelt arrangement torsdag den 22. maj, hvor direktør Martin Hersom Bien overrakte medaljen og takkede ham for den kæmpe indsats, han har ydet igennem alle årene.
Anders begyndte i Ringgården i 1980 som gårdmand i Trige. Efter en periode i Ryde- og Fjældevænget og senere som varmemester i Trige, blev han i 1997 varmemester i Præsteager. For otte år siden kom Elmehøjen til.
Som eneste medarbejder i de to boligafdelinger har Anders løst alle opgaver selv – fra snerydning og græsslåning til indflytningssyn og reparationer. Samtidig har han lagt stor vægt på at være tilgængelig og nærværende over for beboerne i de 200 lejemål. Han har sat tydelige spor og gjort en stor forskel for mange mennesker.
Anders har hjulpet med alt fra at hænge gardiner op til at bære tunge indkøb ind og guidet de unge i ungdomsboligerne i at begå sig med omtanke og ansvar. Han har også haft et ekstra øje på områdets ældste beboere.
Tusind tak for indsatsen, Anders!