Skip til hoved indholdet

Vi hygger os med det

Gå tilbage

Afdelingsbestyrelsen består af fem medlemmer. De mødes en gang om måneden i et indrettet hobbyrum i kælderen på Vilhelm Bergsøes Vej. Selv om punkterne på dagsordenen kan være mange, er der altid plads til hyggesnak.

- Når vi mødes, skal vi selvfølgelig have styr på de ting, der er planlagt, men vi hygger os også altid sammen og har det sjovt. Nogle gange ender det med, at vi bestiller pizza fra det lokale pizzeria. Det betyder noget for mig, at vi både løfter en opgave sammen og hygger os med det. Jeg er meget glad for at have lært nogle af mine naboer at kende gennem bestyrelsesarbejdet, fortæller Tine.

En for alle

Som bestyrelsesmedlem skal du parkere personlige interesser, når du er til møde. Du skal se dig selv som en tillidsmand, der repræsenterer alle beboere i afdelingen. Tine er meget opmærksom på, at alle beboeres perspektiver skal på bordet, inden der træffes en beslutning.

- Der følger et ansvar med, når du er bestyrelsesmedlem. Du kan ikke bare gå efter den løsning, der passer dig bedst. Du er nødt til at være lydhør overfor, hvad de andre i afdelingen mener og ønsker. Det handler om at træffe beslutninger, der giver bedst mening for de fleste, forklarer Tine og fortsætter:

- For nyligt skulle vi have flyttet nogle døre i vores kælderskakter. I stedet for at bestyrelsen besluttede, hvor lang afdragsperioden skulle være, holdt vi et ekstraordinært møde for at blive klogere på, hvad flertallet i afdelingen ønskede. Det endte med en anden løsning end den, vi i første omgang havde tænkt os, så det var godt, vi valgte at spørge vores naboer.