Nyheder



Boligforeningen Ringgården
28. November 2003

PRESSEMEDDELELSE

Århus, den 28. november 2003

Konference om fremtidsperspektiverne for bæredygtig arkitektur

For første gang er der i Danmark gennemført en international arkitektkonkurrence med målbare miljøkrav til byggeriet. På en konference d. 8. januar 2004 i Dansk Arkitektur Center i København, præsenteres resultaterne af konkurrencen, og nøglepersoner fra byggesektoren vil diskutere perspektiverne for udviklingen af det bæredygtige byggeri i Danmark.

Arkitektkonkurrencen blev udskrevet af Boligforeningen Ringgården, som bliver bygherre på 130 miljørigtige boliger i Lystrup nord for Århus. 8 danske og internationale teams af arkitekter, ingeniører og landskabsarkitekter har konkurreret om at levere den bedste arkitektur, den mindste miljøbelastning og en realistisk økonomi. Vinderne blev Schmidt, Hammer & Lassen i samarbejde med Arup/Birch & Krogboe (80 boliger) samt Herzog + Partner fra München (50 boliger). Alle 8 konkurrenceforslag er udstillet på konferencen.

Konferencen arrangeres af Dansk Center for Byøkologi i samarbejde med Boligforeningen Ringgården og Carl Bro A/S. Dansk Byggeri og Akademisk Arkitektforening er medarrangører. Blandt oplægsholdere på konferencen er:

  • Professor Thomas Herzog
  • Arkitekt Morten Schmidt, SHL
  • Ingeniør Klaus Hansen, By og Byg
  • Direktør Jens Klarskov, Dansk Byggeri
  • Fondschef Hans Peter Svendler, Realdania

Arkitektkonkurrencen har vist, at at rådgiverne – når det kræves – etablerer kreative og kompetente tværfaglige arbejdsgrupper, som sammen producerer kvalificerede bud på udviklingen af et bæredygtigt byggeri med betragteligt lavere miljøbelastning end det, der præsteres i dagens øvrige byggeri. Således har SHL-vinderteamet tegnet et smukt byggeri, hvor energiforbruget til opvarmning bliver på kun 15kWh/m2/år.

På konferencen præsenterer By og Byg de miljøprofilberegninger og øvrige miljøvurderinger, der blev lavet som en del af bedømmelsesgrundlaget for konkurrencen.

Projekt “Arkitektur og Bæredygtighed i Dansk Boligbyggeri” indgår i det EU støttede projekt SHE (Sustainable Housing in Europe).

Yderligere information hos forretningsfører Palle Jørgensen, Boligforeningen Ringgården på tlf. 8616 2111
eller arkitekt m.a.a. Rie Øhlenschlæger, AplusB på tlf.: 2946 0943.

Tilbage til oversigten