09. Januar 2004
PressemeddelelseGod arkitektur opfylder
Kyoto-aftalen uden køb af varm luft i Rusland
”Hvis vi skal gøre os håb om at
opfylde Byggepanelets anbefaling om at nedsætte byggeriets miljøbelastning til
en tiendedel af det nuværende, så skal folk bo i byer”, sagde Claus Pilvang i
går på konferencen om Arkitektur og Bæredygtighed i Dansk Boligbyggeri på Gl.
Dok i København. Han konstaterede, at det planlagte byggeri i Lystrup opfylder
Kyoto-aftalen – uden at købe varm luft i Rusland. Claus Pilvang resumerede, at i
Lystrup såvel som i resten af verden, opnås ressourcebesparelser gennem kompakt
byggeri, der udnytter solens energi, kan akkumulere varme, udnytter dagslyset og
naturlig ventilation.
Fokus på arkitektonisk kvalitet og bæredygtighed
Konferencen tog udgangspunkt
i den internationale projektkonkurrence om 130 bæredygtige boliger i forstaden
Lystrup uden for Århus. Konkurrencens 2 boliggrupper med i alt 80 boliger blev
vundet af arkitektfirmaet Schmidt, Hammer & Lassen i samarbejde med
ingeniørfirmaet Arup/Birch & Krogboe. Den tredje boliggruppe med 50 boliger blev
vundet af det tyske arkitektfirma Herzog + Partner i samarbejde med
ingeniørfirmaet Norbert Kaiser.
”Forstaden er interessant,” sagde forretningsfører Palle Jørgensen fra
Boligforeningen Ringgården. ”Det er her folk bor. Når der bygges markant
arkitektur med miljøkvalitet sker det ofte på prangende centrale placeringer,
mens forstæderne får ringere design.”
”Konkurrenceresultaterne blev af både meget høj arkitektonisk og miljømæssig
kvalitet, fordi bygherren turde udfordre rådgiverne med præcise og skrappe
arkitektoniske og miljømæssige målsætninger for projekterne” sagde arkitekt Rie
Øhlenschlæger fra Dansk Center for Byøkologi. Hun understregede endvidere at
målsætninger med fokus på ydeevnekrav og frihed til at sammensætte de
arkitektoniske og miljømæssige virkemidler sikrer at kreativiteten blandt
rådgiverne har de bedste betingelser for at udfolde sig”.
Danskerne har verdensrekord i boligfråds
Hver dansker har rådighed over et
boligareal på 51 m2. ”Men det er nok så interessant, at svenskerne som nr. 2
blot har 39 kvadratmeter til rådighed,” sagde ingeniør Claus Pilvang fra
ingeniørfirmaet NIRAS. Til sammenligning har en inder 2,7 m2 til rådighed.
Det store boligforbrug sætter sig enorme spor i det samlede energi- og
ressourceforbrug, idet husholdningerne udgør 30 % af forbruget af ressourcer og
byggesektoren samlet står for halvdelen af Danmarks energiforbrug.
Stort fremmøde
140 repræsentanter fra alle dele af dansk byggeri deltog i
konferencen som i lyset af Lystrupkonkurrencens resultater gav pejlinger på
fremtiden for dansk byggeri.
Kommunikationschef Anders Hundahl, Dansk Byggeri præciserede at Dansk Byggeri
gerne vil være med til at udvikle det bæredygtige byggeri, men at det er en
forudsætning, at de bæredygtige løsninger er veldokumenterede, forståelige og
økonomisk fordelagtige for alle byggeriets parter.
Direktør Mogens Lyck, Kuben A/S påpegede vanskelighederne ved at fremme det
bæredygtige byggeri. Det var hans opfattelse at boligbrugerne prioriterer
badeværelser og ”samtale-køkkener” højere end ressourcebesparelser på langt
sigt. ”Konklusionen er den deprimerende, at de økonomiske spilleregler for det
private boligbyggeri ikke levner plads til grønne tiltag”. Et bemærkelsesværdigt
synspunkt fra formanden for det netop nedlagte Byggepanel.
Elsebeth Gerner Nielsen, miljøordfører for Det Radiale Venstre, talte ikke
desto mindre for, at politikerne skal være modige nok til at presse bygherrerne
til at anvende grønne teknologier, både ved at lade det offentlige byggeri gå
forrest og ved at sikre at byggelovgivningen kræver miljørigtige løsninger.
Direktør Hans Peter Svendler, Fonden Realdania afrundede konferencen med en
udmelding om at Realdania mener at bæredygtighed og økologi skal være en del af
almindelig god byggeskik.
De 8 konkurrenceprojekter er udstillet i Gl. Dok i København indtil 22.
februar 2004.
Konferencen var arrangeret af Dansk Center for Byøkologi, Boligforeningen
Ringgården og Carl Bro A/S.
For yderligere oplysninger henvendelse til:
Boligforeningen Ringgården, forretningsfører Palle Jørgensen, tlf. 8616 2111
AplusB, arkitekt m.a.a. Rie Øhlenschlæger, tlf. 2946 0943.
Tilbage
til oversigten
|