Bæredygtig udvikling i byggeriet

Indledning- Homo Faber og Homo Ludens
Goethe har sagt at arkitektur er stivnet musik (die erstarrte Musik) . Arkitektur og design er således Homo Ludens' gebet. Det legende menneskes gebet. Modsætningen hertil er ofte blevet formuleret som det fabrikerende menneske. Eller Homo Faber. Homo Ludens begrebet indkredser menneskelige karakteristika som kreativitet, iderigdom, fantasi, skabelse, det irrationelle. Homo Faber derimod tilhører rationalitetens, fornuftens, statistikkens, gentagelsernes verden. Arketypen på Homo Faber er ingeniøren, medens den er kunstneren for homo ludens vedkommende.

Homo Ludens er netop også titlen på et interessant kulturhistorisk værk af hollænderen Johan Huizinga (1872-1945), som udkom i 1938. Det er hans opfattelse, at den menneskelige kultur opstår i legen og udfolder sig i den. At legen er udgangspunktet for det, vi kalder det menneskelige.

Homo Faber er titlen på en roman af Max Frisch (1911-), som udkom i 1957. Hovedpersonen heri er ingeniøren Walter Faber, som tror på fornuften, virkeligheden og statistikken. Han fornægter det irrationelle, men bliver alligevel offer for det. Samtidig er det først i mødet med netop det irrationelle, det æstetiske, kunsten (og kulturen i det hele taget) han for alvor kommer til at føle sig hel. Desværre for sent. Da det sker for ham, er han allerede døende. Han – en inkarneret tysk ingeniør – møder læseren for sidste gang midt i det myldrende cubanske kulturliv – lige efter, at han har erkendt, at den unge kvinde, han gennem længere tid har haft et forhold til, er hans datter. Om end det statistisk set – som han udtrykker det - er fuldstændig usandsynligt, at han nogensinde skulle møde den datter, han aldrig har kendt og aldrig opsøgt. Ødipusplottet er åbenlyst. Det samme er den civilisationskamp, der siden det moderne samfunds fødsel har stået mellem Homo Faber og Homo Ludens, og de samfundssyn, der hører til de to menneskeopfattelser. Det er kampen mellem naturvidenskaben og de humanistiske videnskaber. Mellem det rationelle og det irrationelle. Mellem naturen og mennesket. Mellem økonomen og kunstneren. Mellem ingeniøren og arkitekten. Denne kamp er hovedforklaringen på, at det endnu ikke er lykkedes at skabe et moderne bæredygtigt samfund – altså et samfund, som er i harmoni med naturgrundlaget. Det gælder ikke mindst byggeriet, hvor de forskellige parter stadig tænker på hver sit i stedet for at have helheden som fælles mål. Resultatet er mange steder et meget dårligt, grimt og dyrt byggeri. Den manglende dialog inden for byggebranchen er for mig at se sektorens største problem.

Den sande kulturkamp
Ja den kulturkamp, som jeg netop har beskrevet, har efter min mening sat et meget større præg på udviklingen af det moderne samfund end den kulturkamp, der efter sigende har fundet sted mellem de kulturradikale og det øvrige Danmark. Sidstnævnte fylder desværre meget mere i regeringslokalerne end interessen for f.eks. at få kunstneren og teknikeren til at gå i dialog om løsningen af de reelle problemer og udfordringer, vi står over for. Besparelserne er en side af sagen. Noget andet og langt alvorligere er, at man vender det døve øre til, når det drejer sig om verdens sande tilstand. Danmarks internationale forpligtelser, f.eks. Kyoto-protokollen, løses med indkøb af varm luft og støtte til mere vedvarende energi. I ulandene! En alternativ strategi Hvad er alternativet? Det er en strategi – hvor vi får nedbrudt barriererne mellem naturvidenskaberne på den ene side og samfundsvidenskaberne/de humanistiske videnskaber på den anden. Hvor der tænkes i helheder. Hvor Homo faber og Homo ludens spiller sammen i kampen for et samfund, hvor miljøbelastningen er reduceret med en faktor 10. Samtidig med – og som en del af – at den arkitektoniske, funktionelle og sunhedsmæssige kvalitet forbedres.

Det var netop udgangspunktet for det byggepanel, som Miljøstyrelsen nedsatte i 2001. Et panel, som havde til formål at formulere en handlingsplan for en bæredygtig udvikling i den danske byggesektor.

Panelet opstillede en række mål for byggeriets udvikling, bl.a. at energiforbruget i byggeriet skal reduceres med 75% inden 2020. Ligeledes at en række uønskede sundheds- og miljøbelastende stoffer skal udfases hurtigst mulig. Overordnede opstillede byggepanelet konkrete mål for energiforbruget, materialeforbruget, begrænsning af affaldsdannelse og forbrug af sundheds- og miljøbelastende stoffer.

Jeg tror Claus Pilvang tidligere på dagen har gennemgået baggrunden for panelets konklusioner.

Byggepanelets forslag til mål burde gøres til politiske mål for dansk byggeri. Først og fremmest af hensyn til fremtidens generationer. Bygge- og anlægsbranchen står for en meget stor del af Danmarks energiforbrug, affaldsproduktion og ikke mindst ressourceforbrug. Tænk på, at ¼ af Danmarks affaldsproduktion kommer fra byggesektoren.

Tværfaglighed
Hvis det skal lykkes at nå de målsætninger, som byggepanelet ligger op til – er der brug for brede tværfaglige samarbejder – a la de, som vi ser i Lystrupprojektet. Dette projekt ville jo aldrig være blevet til noget, hvis det ikke var fordi man her har lagt mange menneskers kreativitet og viden sammen. Det er ingeniørens og konstruktørens evner for sparsommelig omgang med ressourcer; det er arkitektens og kunstnerens evner til at tænke i funktionalitet og æstetik; det er bygherrens blik for helheden og viljen til at stille krav – som har givet det gode resultat. Et resultat, jeg synes alle involverede kan være meget stolte af. Det viser, at det jo ER muligt at lave huse, som er til at bære for både mennesker og natur. Som er smukke, sunde og funktionelle uden at de koster en bondegård.

Gruppen bag har skabt et resultat, der borger for, at vi som samfund kan genoprette balancen mellem menneskelig aktivitet og den øvrige natur, hvis vi vil. Det at klodens redning først og fremmest synes et spørgsmål om vilje, burde fylde os med optimisme og fremtidstro.

En vision for fremtidens byggeri
Min drøm er, at alt byggeri om f.eks. 15 år skal opfylde klare kvantificerbare mål inden for en række forskellige områder:

• miljøbelastningen i hele dets levetid
• energiforbrug til ventilation og opvarmning (findes allerede)
• indeklima
• udeklima (biofaktor)

Bygningsreglementet kommer således til at se væsentlig anderledes ud end i dag. Udgangspunktet er vugge-til-grav analyser på alt i byggeriet. Samtidig må der udvikles økonomiske modeller, som gør det muligt at se anlægs- og driftudgifter under et.

Ligeledes må der selvfølgelig ikke mistes fokus på byggeriets arkitektoniske kvalitet. I virkeligheden er der brug for at få udviklet et nyt samlet kvalitetsbegreb for byggeriet. Et begreb, som både omfatter det æstetiske, det funktionelle, det sundheds- og miljømæssige og endelig det økonomiske.

I den sammenhæng synes jeg, at det er afgørende at udvikle strategier, som sikrer at vi også kan holde fast i nogle af de traditionelle byggeskikke. For nogle år siden foreslog Gøsta Knundsen at man burde genindføre kuldebroerne af hensyn til det murede byggeri. Jeg er på nippet til at være enig. Ved at indbygge vedvarende energiforsyning i bygningerne vil vi forhåbentlig kunne sikre en fremtid for både murværk og trævinduer.

Vi må undgå at miljøhensynene bliver en åndelig spændetrøje for arkitekterne. De værdier, som udgør grundlaget for et bæredygtigt byggeri – f.eks. ydmyghed over for naturen og samhørighed mellem mennesker og mellem menneske og andre levende væsener, bør kunne bidrage til fornyelsen af arkitekturens åndelige fundament.

Kulturkamp eller ej, så har den sidste del af det 20. århundrede været præget af en stor kulturel frisættelse. Næsten alt har kunnet lade sig gøre. Der har således ikke været en særlig fast kulturel referenceramme for arkitekturen. Der har ikke være klare værdier at læne sig op ad eller at gøre oprør imod. Spørgsmålet er om det altid er befordrende for kreativiteten og for skabelse af bygninger, som er ladet med betydning, der rækker ud over matriklen og ind i fremtiden.

Jeg håber at værdierne knyttet til bæredygtig udvikling, efterhånden vil blive opfattet som fremmende for en arkitektur, der ikke bare er flot, men også vigtig.

Det offentlige bør gå foran
For at fremme en bæredygtig udvikling, er der for det første behov for, at det offentlige går foran. Der er således ikke noget i vejen for, at man allerede nu beslutter at det offentlige byggerier skal opfylde konkrete mål i forhold til de førnævnte områder. Det vil betyde, at bygherren skal sikre sig – at der ved siden af den økonomiske ramme for et byggeprojekt også fastsættes en økologisk ramme. I dag sker det alt for ofte, at ”det med miljøet” er noget som hæftes på i form af et stykke grønt isenkram. Elementer, som sjældent er med når byggeriet står færdigt. De faldt af i besparelsesrunden efter licitationen. Når jeg siger, at det offentlige skal gå foran – så mener jeg også, at politikerne selvfølgelig har et ansvar for at være med til at drive samfundet udvikling i den rigtige retning. Det kan vi gøre som bygherrer, men det drejer sig nødvendigvis også om hele tiden at revidere den lovgivningsmæssige ramme for byggeriet – således at byggeriet presses til at bruge de mest miljørigtige teknologier og til at tænke innovativt i forhold til miljøet.

For det andet er der selvfølgelig også brug for modig privat kapital. Det har vi heldigvis fået med Danmarks nye private kulturministerium, Realdania fonden, som sjovt nok ikke overlader kulturen til det private initiativ og markedskræfterne, men tværtimod ser det som sin opgave at sætte en standard. At gå op mod de kortsigtede økonomiske interesser til fordel for helhed og udsyn.

For det tredje er der brug for meget mere træning i at tænke på tværs inden for uddannelsessystemet. I de senere år har homo ludens gået sin sejrsgang inden for arkitektudddannelserne. De håndværksmæssige færdigheder har måttet vige pladsen til fordel for den kunstneriske udfoldelse. Homo faber og ingeniørverdenen har ikke altid haft lige gode vækstbetingelser på hverken Akademiet eller AAA. Skønt man så småt er begyndt at integrere viden om energibesparende materialer i undervisningen, har det længe været kunsten, det sprælske og vilde som er blevet dyrket. Det tror jeg den nye uddannelsesstruktur vil ændre noget på, men der er ingen tvivl om, at det, som virkelig ville give et kvalitativt løft til byggeriet – var et øget samarbejde mellem de håndværksmæssige uddannelser, ingeniøruddannelserne og arkitekt- og designuddannelserne.

For det fjerde: Der bør afsættes flere penge til forskning og udvikling. Desværre er mange af de byøkologiske midler forsvundet. Accelerationspuljen som vi i sin tid oprettede for at fremme økologisk byggeri blev nedlagt da regeringen trådte til. Nu er Miljørådet for renere produkter også nedlagt og når året er omme må Dansk center for Byøkologi dreje nøglen om. Det er meget ærgerligt.

- Der er brug for bedre designløsninger på en række områder.

- Der er brug for forskning i og eksperimenter med nye organisationsformer inden for byggeriet. Partnering er en god begyndelse, men bør evalueres således at alle ikke skal opfinde den dybe tallerken. Vidensdeling i stedet for individuel profilereing er afgørende for byggeriet.

- Udvikling af bygherrerollen er anden vigtig udviklingsopgave

- Der er brug for registrering og meget mere viden om de tusindvis af byggematerialer, der i dag findes på markedet. 6000 af produkter man bruger i byggebranchen indeholder mindst et af stofferne på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer. En kraftig i sortering i disse til fordel for sunde, enkle byggematerialer er en bydende nødvendighed. Hvad ved vi f.eks. om forekomsten af hormonforstyrrende stoffer i byggematerialer? Hvad hjælper det at læbestiften er østrogenfri – hvis rummet for den hjemlige hygge ikke er? Eller arbejdspladsen ikke er.

A propos forskning, så har regeringen netop udpeget de tre nye forskningsråd. Ud af 27 medlemmer er 21 naturvidenskabelige forskere og 2 fra den humanistiske forskning. Det siger noget om, hvor langt vi er fra en erkendelse af det tværfaglige samarbejdes vigtighed. Homo Faber og homo ludens har ikke regeringens opbakning til en styrket dialog. Desværre.

For det femte: Vi må ikke glemme vigtigheden af det folkelige engagement i denne sag. Grønne guider, grønne familier og andre grønne netværk er vigtige ressourcer i det omstillingsarbejde, der har sit udgangspunkt mellem ørerne.

Endelig: En grøn skattereform vil gøre underværker. Vi skal have skatten ned på arbejde. Indkomstskatten skal ned. Eller sagt på en anden måde: Afgiften på levende energi, d.v.s. hjerner og hænder skal ned til fordel for afgifter på de ressourcer, vi har få af og på forurenende stoffer. Det skal bedre kunne betale sig at bruge arbejdskraft, levnede energi frem for fossil energi. Inden for byggeriet vil det f.eks. betyde, at der kunne bruges flere timer til gode håndværkere og de kreative sjæle, som skaber samfundets fysiske rammer. I stedet for at tænke i at spare arbejdstimer, ville der være et øget incitament til at tænke i ressourcebesparelser.

Afslutning
Mange tak for muligheden for at tale her i dag. Det er en glæde og stor opmuntring at se, at der er nogen, som virkelig vil helheden og fremtiden. Som kan se, at Homo Faber og Homo ludens er hinandens forudsætning. Jeg er overbevist om, at et mere bæredygtigt byggeri ud over at indfri vor generations forpligtelse over for de kommende generationer, også kunne bidrage til at give åndelige fylde til vor egen generation.

Vi lever i en tid, som er præget af meget stor fokus på den enkelte. Det enkelte menneskes behovsopfyldelse og selvrealisering går forud for alt andet. Det har befordret – og tillad mig at bruge et begreb, som hører en svunden tid til– en fremmedgørelse, som blandt andet viser sig i, at ensomhed nu er det moderne samfunds største problem. Vi synes at være blevet fremmede for hinanden og for den omverden, vi deler åndedræt med.

Det bæredygtige byggeri kan være med til at materialisere og visualisere nye værdier som grundlag for både det individuelle liv og fællesskabets liv. Jeg tænker som nævnt på værdier som samhørighed med andre og ydmyghed over for den anden. Og det andet.

Det bæredygtige byggeri kan minde os om, at vi er en del af en større helhed. Ja et evigt liv. Hvis vi altså vil.

Det kan være værd at minde om i en tid, hvor Søren Krarup og Langballe forsøger at tage patent på definitionen af både det sande og det skønne.

Tilbage til oversigten