Nyheder



Boligforeningen Ringgården
02. Februar 2004

Åbent Hus succes

Vejrguderne var mildt stemt søndag den 1. februar, og solen skinnede over Lystrup, hvor Ringgården holdt åbent hus.

Vejen mod fælleshuset i afd. 28 var levende af menneskemylderet, som lige omkring kl. 14 bevægede sig ned ad Ellebrinken for at se og høre om Ringgårdens kommende bæredygtige boliger ved Asmusgårdsvej i Lystrup.

Vinderforslagene til de tre boligafdelinger, som opføres af hhv. den danske tegnestue Schmidt, Hammer og Lassen og den tyske tegnestue Herzog + Partner, var udstillet, og arkitekt Morten Schmidt havde mange tilhørere foran plancherne af 'De hvide huse i det grønne landskab'. De opføres i to boligafdelinger som familie- og seniorboliger.

Især kom folk for at høre om seniorboligerne. Hen ved 100 besøgende skrev sig på 'Interesselisten', hvormed de løbende vil blive opdateret med nyheder omkring lejlighedsplaner, priser m.m. Heraf kan vi se, at interessen for boligerne er stor blandt borgere i det nordlige Århus, som ikke i forvejen bor i en af Ringgårdens afdelinger. Dette er glædeligt, da hovedformålet med arrangementet netop er at skabe større generel opmærksomhed omkring de nye bæredygtige arkitektdesignede byggerier.

Der var da også stor interesse for det nyopførte nabobyggeri Casa Nova. Flere beboere åbnede dørene for de mange besøgende, som iført plastikfutter fik chance for at bese de forskudte planer og mærke effektiviteten af de energibesparende bygningsmaterialer.

Men der er ikke noget der er så godt, at det ikke er skidt for noget, og brochurerne med lejlighedsplaner og oplysninger om, hvordan man får fingre i en af de kommende boliger, slap da også alt for hurtigt op. Vi skønner, at der var omkring 400-500 besøgende og havde simpelthen undervurderet den store interesse, der tilsyneladende er for billigt og bæredygtigt arkitektonisk boligbyggeri.

Download brochuren her: Billigt, bekvemt og bæredygtigt

Vil du skrives på interesselisten kan du maile til: isj@bf-ringgaarden.dk

Tilbage til oversigten