29. maj 2007
Nu er der gang i SHE-Projektet - Boliggruppe B
I snart 4 år har det samme punkt været på dagsordenen for Ringgårdens
hovedbestyrelse. Det drejer sig naturligvis om SHE-projektet – Ringgårdens store
europæiske projekt for lavenergiboliger på Asmusgårdsvej i Lystrup. Nu bliver
grunden byggemodnet og gjort klar til opførelsen af 50 træhuse.
 |
Efter et usædvanligt langvarigt tovtrækkeri med Socialministeriet, som Århus
Kommune og Ringgården sammen har søgt om lov til at overskride det århusianske
rammebeløb, flere aflyste licitationer og et utal af andre genvordigheder, brød
solen i april ikke alene ud over det ganske land og gav os sommeragtige dage.
Enkelte solstråler brød også gennem det bureaukratiske skydække: den 25. april
gav Socialministeriet grønt lys for, at boliggruppe B og C måtte overskride
rammebeløbet og ansøgningen om det samme for boliggruppe A er sendt til
ministeriet med enkelte rettelser af den oprindelige ansøgning.
Sideløbende med ministeriets behandling af sagen forhandlede Ringgården med den
tyske virksomhed, som havde givet det bedste bud ved en licitation i december.
Kort før Socialministeriets endelige tilsagn skrev boligforeningen betinget
kontrakt med firmaet O-Lux fra Georgensgmünd 20 km. syd for Nürnberg.
Ringgårdens direktør og tekniske chef havde allerede i februar i år besøgt
virksomheden og fået et meget positivt billede af O-Lux’ professionalitet og
kvalitet.
Kontrakten med O-Lux indebærer, at firmaet henover resten af 2007 leverer de 50
præfabrikerede træhuse, der udgør boliggruppe B. Husenes mure, tage, gulve,
vægge osv. fabrikeres på virksomheden i Sydtyskland og transporteres herefter
som elementer til Lystrup, hvor de opstilles ét for ét. O-Lux regner med at
opstille et hus om dagen! Derefter er det danske håndværkere, der skal
installere de mekaniske anlæg i form af el, vand, varme og ventilation,
hvorefter de tyske håndværkere vender tilbage for at gøre tingene færdige til
aflevering og indflytning. Tidsplanen arbejder med, at den sidste bolig skulle
være klar i slutningen af februar 2008.

Dansk byggeri har i årevis skreget på nytænkning og innovation. Mange taler om
industrialisering af byggeriet som svar på de opskruede bygge- og
materialepriser. Men intet sker. Måske kan Ringgårdens nye initiativ med at købe
huse som samlesæt i Tyskland give hele den danske byggebranche et alvorligt
adrenalinchok.
En flig af svaret kender vi bedre, når den første tyske lastbil ankommer til
Asmusgårdsvej i Lystrup allerede her til sommer.
Tilbage
til oversigten
|
|