10. April 2003
PressemeddelelsePressemeddelelse, Århus
den 10. april 2003
Der bliver kamp til stregen for at vinde international arkitektkonkurrence
i Århus. Otte kendte udenlandske og danske arkitektfirmaer udvalgt til at
konkurrere om 130 boliger i Lystrup
Hollandske, tyske, engelske og danske hjerner og hænder vil i de næste knapt
3 måneder kappes om at tegne og beskrive det mest kreative og spændende forslag
til en ny arkitektonisk og bæredygtig bydel på 130 almene boliger i
Århus-forstaden Lystrup.
Boligforeningen Ringgården har i samarbejde med sine rådgivere Dansk Center
for Byøkologi og Carl Bro A/S og med støtte af Fonden Realdania udskrevet en
international arkitektkonkurrence om design og opførelse af 130 bæredygtige
boliger beliggende i den nordøstlige del af Lystrup. Titlen på konkurrencen er
”Arkitektur og Bæredygtighed i Dansk Boligbyggeri.”
Konkurrencen er et element i et stort europæiske samarbejde SHE (Sustainable
Housing in Europe) mellem boligorganisationer i Italien, Frankrig, Portugal og
Danmark. Den europæiske projektgruppe modtager støtte fra EU gennem det 5.
Rammeprogram og sigter på at opføre en række bæredygtige boliger i de 4 lande
gennem et koordineret samarbejde.
Efter gennemførelsen af en EU-prækvalifikation har Boligforeningen Ringgården
og rådgiverteamet udvalgt følgende 5 udenlandske og danske firmaer til den
endelige deltagelse i selve arkitektkonkurrencen:
- AA Arkitekter A/S, Århus med Plus+Bauplanung GmbH, Neckartenzlingen,
Transsolar Energietechnik GmbH, Stuttgart, COWI A/S, Schønherr Landskab og
Hanne Lehrskov, alle Århus
- Arkitema, Århus med Niras, Århus
- Schmidt, Hammer & Lassen K/S, Århus med Birch og Krogboe A/S, Århus og
Arup, London
- Tegnestuen Vandkunsten, Kbh. med Dominia A/S, Kbh. og Viggo Madsen A/S,
Århus
- Wilhelm Lauritzen AS, Kbh. med Prisme Arkitekter, Århus, Peter Holst
Landskabsarkitekter, Kbh., Oluf Jørgensen A/S, Horsens og Cenergia Aps,
Ballerup
I forvejen var følgende udenlandske firmaer inviteret til at deltage i
konkurrencen:
- Architecturestudio Herman Hertzberger, Amsterdam, Holland
- Herzog + Partner, München, Tyskland
- Joachim Eble Architektur, Tübingen, Tyskland
Det kommende byggeri vil komme til at bestå af tre boliggrupper: 40 boliger
til børnefamilier, 40 seniorboliger og 50 familieboliger – alle opført i de mest
miljørigtige og bæredygtige materialer og i bedst mulig kvalitet med vægt på et
maksimum af velvære for beboerne i sunde og sollyse boliger og med brug af et
minimum af energi både under byggeriet og i den efterfølgende drift. Men hver
boligtype får sin egen særlige profil.
Boligforeningen Ringgården, der er initiativtager til det store projekt er
især kendt for at bygge dristig og fornyende arkitektur med et højt indhold af
bæredygtige løsninger. Disse boligprojekter blandt andet Økohuset i Skejby,
økoboligerne i Hjortshøj og det nye Casa Nova-projekt af træ i Lystrup er
eksempler på boligprojekter, der medvirker til at udvide grænserne for den
moderne bolig og formulerer nye og udfordrende rammer om samspillet mellem
æstetik, design, funktionalitet, holdbarhed og miljø.
Forretningsfører Palle Jørgensen, Boligforeningen Ringgården, der er
projektleder såvel for arkitektkonkurrencen som for den danske del af det
europæiske projekt, udtaler i anledning af udskrivningen af konkurrencen:
”Arkitektkonkurrencen har været genstand for en helt overvældende interesse
fra nogle af de bedste arkitekter, vi har hertillands. Med de teams, vi har
udvalgt, ser det ud til, at vi har de bedste forudsætninger for at opnå vort
mål, som er at udfordre dygtige europæiske arkitekter til – uden konventionelle
hensyn til traditionel dansk boligudformning – at skabe boliger af høj
arkitektonisk kvalitet i en dansk sammenhæng.”
Konkurrencen udskrives den 15. april 2003 og besvarelserne skal være
Boligforeningen Ringgården i hænde senest den 7. juli 2003. Det samlede budget
for byggesagen er ca. 140 mio. kr.
Yderligere oplysninger kan indhentes hos Palle Jørgensen, Boligforeningen
Ringgården, tlf. 86 16 21 11.
Tilbage
til oversigten
|

|