16. September 2003
Danske og tyske vindere i international
arkitektkonkurrence om øko-byggeriBoligforeningen Ringgården har med
støtte fra Fonden Realdania gennemført en international arkitektkonkurrence om
gennemførelsen af et utraditionelt byggeri af 130 almene boliger i
Århus-forstaden Lystrup. Borgmester Louise Gade åbnede
offentliggørelsesceremonien på Århus Rådhus den 16. september 2003 kl. 11.00,
hvor de to vinderprojekter blev præsenteret.
Vinderne af en af de hidtil største internationale boligkonkurrencer på dansk
grund blev de to verdenskendte arkitektfirmaer Schmidt, Hammer & Lassen fra
Århus og Herzog + Partner fra München. Arkitektkonkurrencen har som mål at vise,
at det er muligt i dansk boligbyggeri at forene vidtstrakte miljøhensyn og
bæredygtighed med høj arkitektonisk kvalitet.
”Resultatet af konkurrencen tegner lovende. Nu skal vi gøre en indsats for at
sikre, at kvaliteterne i vinderprojekterne kan fastholdes i hele byggeprocessen
frem til byggerierne er opført. Fra Realdanias side vil vi desuden lægge stor
vægt på, at erfaringerne fra dette projekt kan smitte af på byggeskikken
herhjemme og stimulere byggeriets parter til yderligere udviklingsinitiativer,
der kan fremme god arkitektur og bæredygtighed i dansk boligbyggeri”, udtaler
fondschef Hans Peter Svendler, Fonden Realdania.
I alt 8 danske og udenlandske tegnestuer medvirkede i arkitektkonkurrencen,
der sigter på opførelsen af tre boliggrupper: 40 boliger til børnefamilier under
mottoet Minimum energi og maksimum kvalitet, 40 seniorboliger med fokus på Lys,
varme og fællesskab og endelig 50 familieboliger under overskriften Maksimalt
sunde boliger. Fordelingen på de tre boliggrupper bliver således, at Schmidt,
Hammer & Lassen står for de 2 gange 40 boliger, mens Herzog + Partner tegner den
sidste boliggruppe på 50 boliger.

”Vores overordnede mål med konkurrencen, at skabe bæredygtige boliger med en
særdeles høj arkitektonisk kvalitet, er nået med disse to dristige og spændende
projekter, tegnet af nogle af tidens mest fremtrædende europæiske arkitekter. I
Boligforeningen Ringgården er vi særdeles tilfredse med konkurrencens forløb og
resultat og glæder os til om føje år at kunne byde indenfor i nogle
boligbebyggelser, der sætter nye standarder for hvad den almene sektor kan og
tør med hensyn til sammenkædningen af arkitektonisk kvalitet og bæredygtighed”
udtaler forretningsfører Palle Jørgensen, Boligforeningen Ringgården.
De nu udvalgte projekter indgår i et større internationalt udviklingssamarbejde
med deltagelse af boligorganisationer fra Italien, Frankrig, Portugal og
Danmark. Den internationale del af projektet er støttet af EU og gennemføres
under titlen ”SHE – Sustainable Housing in Europe”. I dette samarbejde deltager
Carl Bro A/S og Dansk Center for Byøkologi som rådgivere for Boligforeningen
Ringgården.
De 8 konkurrenceprojekter vil være udstillet i Trafikhallen på Århus Rådhus i
perioden 16.- 19. september 2003. De to vinderprojekter vil endvidere blive
udstillet i Århus Rådhus i forbindelse med Arkitekturens Dag den 1. oktober
2003.
Se flere fotos fra offentliggørelsen på Århus Rådhus -
klik her

Læs reportage fra offentliggørelsen -
klik her
Læs dommerkomiteens betænkning -
klik her
For yderligere informationer:
Forretningsfører Palle Jørgensen, Boligforeningen Ringgården,
tlf. 8616 2111
Fondschef Hans Peter Svendler, Fonden Realdania,
tlf. 7011 6666
Arkitekt m.a.a. Rie Øhlenschlæger, AplusB,
tlf. 2946 0943
Tilbage
til oversigten
|